Vinter var en hård årstid for mig. Når december, med alle dens lys, pynt og hygge, var overstået, burede jeg mig inde. OPUS prøvede at få mig mere ud og jeg begyndte i en løbe/gågruppe. Det var grænseoverskridende for mig at skulle gå rundt om søerne med mennesker jeg ikke kendte, men det var vigtigt jeg gjorde det, jeg var begyndt at tabe kampen mod kiloene endnu en gang. Jeg hadede at tage på, men havde ikke overskud til at gøre noget ved det. Jeg blev langsomt større og mere ulykkelig. Jeg var så langt fra at være den rigtige mig og jeg savnede mig. Jeg var ikke længere designeren Rebekka, jeg var den psykisk syge kontanthjælpsmodtager Rebekka og det pinte mig.
Vi skrev 2010 nu, men der var endnu ikke rigtig sket noget i førtidspensionssagen. Jeg gik stadig til møder på kommunen. Det var det samme hver gang. Du ser ikke syg ud, eller er du sikker på du ikke kan arbejde? De forstod det ikke. Bare det at gå i bad og gøre mig i stand til at gå derop, syntes svært og uoverskueligt. Angsten og psykoserne blev altid meget værre i dagene op til møderne. Faktisk startede forværringen allerede idet jeg fik indkaldelsen, hvilket gjorde mig angst for at tømme postkassen. Jeg var så bange for at de ville tage kontanthjælpen fra mig. Jeg KUNNE ikke arbejde. Hvorfor kunne de ikke forstå det?
Henad foråret skete der noget. Kommunen ville have mig i arbejdsprøvning og sendte mig derfor til noget, der hed Plan og Handling. De skulle vurdere mig og sammen skulle vi finde den rigtige arbejdsprøvning til mig. Jeg var spændt og glad for der endelig skete noget. Samtidig var jeg nervøs for, hvad jeg skulle udsættes for. Mit første møde med dem gik over al forventning. De var så søde og forstående og lovede at finde noget, der tog hensyn til mine begrænsninger. Den største begrænsning var at jeg stort set ikke kunne forlade min lejlighed. Det blev derfor besluttet at arbejdsprøvningen skulle foregå hjemme hos mig selv. Jeg var så lettet og taknemmelig for at de lyttede og forstod.
Det var ikke nemt for dem at finde en opgave til mig. Det var kort oppe at vende at jeg skulle sy grydelapper. Fint med mig, men dengang kunne man ikke blive arbejdsprøvet indenfor hverken IT eller design, så den ide blev skrottet. Så blev det besluttet jeg skulle læse korrektur. Jeg var kisteglad, det vidste jeg at jeg kunne. Og jeg var overbevist om at jeg kunne gøre det godt. Firmaet, der havde opgaven, ville dog ikke have mig. De var bange for at jeg som psykisk syg var for ustabil. Død skuffende, men de havde nok ret. Strikse deadlines var måske ikke lige mig. Der var nu kun to muligheder tilbage. Enten skulle jeg skifte skumgummifiduser på høretelefoner til SAS, eller også skulle jeg samle motionselastikker. Det blev besluttet at jeg skulle samle elastikkerne, da de mente det var mere udfordrende. Jeg var bare glad for at komme videre i processen, selvom jeg ikke helt forstod hvad opgaven gik ud på.
rebekkabildt.dk 