Julekuglerne

Når jeg ikke passede min træning i Super Best, OPUS og kommunen var jeg i lejligheden. Angsten holdt mig fra at gå ud. Heldigvis havde jeg nogle dejlige mennesker derhjemme. Jeg blev mere og mere forelsket i T og R var en fest at bo sammen med. Vi tre brugte utrolig meget tid i køkkenet, når man tænker på hvor lidt mad, der blev lavet. Vi hang bare ud. Det var kun når der var gæster at vi rykkede ind i stuen.

Efteråret kom og gik og pludselig var det december og vores 1 årsdag. T inviterede mig på en lille date, glögg og æbleskiver på Café Obelix på Vesterbro Torv. Jeg glædede mig, men var nervøs. Angsten havde godt fat i mig på det tidspunkt og jeg ville så gerne give T en god aften. Det fortjente han. Vi havde valgt Obelix, da jeg kendte stedet rimelig godt. Det var et overskueligt lokale, hvor det var let at tælle borde, stole og billeder på væggen. Jeg havde gjort det før. Men det var jo december og de havde pyntet op. Der hang julekugler overalt, i alle tænkelige farver og størrelser. Jeg begyndte at svede. Vi satte os og jeg begyndte at tælle dem. T snakkede, men jeg kunne ikke koncentrere mig om hvad han sagde. Jeg skulle lige have talt kuglerne først, så jeg kunne slappe af. Men det var en umulig opgave, der var for mange. T forstod hvad der foregik, han lagde sin hånd på min og gav den et lille klem. Skal vi gå, spurgte han. Jeg kunne mærke tårerne i øjnene. Det var en blanding af skam og skuffelse, men mest af alt taknemmelighed. Det var så rart at komme ud i den kolde luft, endelig kunne jeg trække vejret igen. Vi gik hjem hånd i hånd. Jeg talte skridt hele vejen.

December var også måneden, hvor jeg skulle møde T’s forældre for første gang. Hvorfor jeg ikke havde mødt dem tidligere, ved jeg ikke, men nu var det nu. Vi skulle mødes på Spicylicious på Istedgade. Det sneede da vi gik derhen, hvilket passede mig fint. Jeg var så nervøs og havde det så varmt. T var vokset op i et helt andet miljø en jeg, nord for København, og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle forvente. Alle fordomme jeg måtte have haft, blev gjort til skamme det øjeblik jeg mødte dem. De var så søde og imødekommende. Heldigvis blev vi placeret bagerst i lokalet med ryggen til resten af restauranten, så tælleriet var hurtigt overstået og jeg kunne slappe af. Vi havde en hyggelig aften og jeg var så lettet og glad, da vi gik hjem. Det var holdt op med at sne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close