Brylluppet

Jeg var inde i en stabil periode. Jeg kunne nu gå igennem Super Best, helt roligt med LA ved min side, og købe noget i kiosken. Det var en kæmpe sejr. Jeg glædede mig til at kunne købe ind som en normal person. I gamle dage, inden det totale boycot, var mit magiske tal 5. Jeg kunne kun købe 5 ting ad gangen. Der fungerede fint for mig indtil den dag i Netto. Det var en sen eftermiddag og jeg var på vej hjem fra butikken. Jeg stoppede i Netto på Jagtvej. Jeg parkerede min cykel og pludselig stod jeg og pakkede varer ud i køkkenet på Ørnevej. Hele turen i Netto og hjemturen var væk. Helt ædru havde jeg haft et blackout. Jeg havde købt nogle mærkelige ting. B kom ud i køkkenet for at sige hej. Jeg var så forvirret. Jeg tømte posen og ville gå ind på mit værelse. Jeg tog min taske, den føltes for tung. Jeg kiggede i den og dér lå tre forskellige ruller skraldeposer. Jeg var mere brug-nettoposen-som-skraldepose-typen, så hvorfor lå de der og havde jeg betalt for dem? Hele episoden var så ubehagelig at jeg lovede mig selv ALDRIG at gå i supermarked igen.

A og B skulle giftes på den græske ø Hydra den sommer. Jeg skulle have T med. Jeg glædede mig helt vildt, men inden vi skulle afsted, skulle jeg sy A’s brudekjole. Jeg havde aldrig selv syet noget så stort og svært, men jeg ville gøre alt for A og den blev så fin. Jeg syede også kjoler til A’s søster og veninde, så det føltes som ægte ferie, da vi skulle afsted. Det var en fantastisk uge og brylluppet var så fint. T og jeg nød Hydra og hinandens selskab. Vi fik vores egen lille stamcafe på en klippe, hvor vi nød vores eftermiddage. Jeg havde ikke været særlig plaget af symptomer, men en af de sidste dage fik jeg en psykose, en ret voldsom én af slagsen og jeg havde ikke beroligende medicin på mig. T var så sød, han holdt om mig og trøstede mig. Han bestilte whiskey til mig, da han tænkte det måske kunne give mig lidt ro. Der kom så meget styr på situationen at vi kunne gå hjem til hotellet. Efter en lur havde jeg det fint igen og jeg var blevet bekræftet i at T var den helt rigtige for mig.

Da vi kom hjem til hverdagen igen, skulle jeg på kommunen. Møderne var blevet mere og mere stressende for mig. Jeg fandt det i forvejen ydmygende at være på kontanthjælp, men at blive mødt med mistro og skepsis igen og igen var utrolig nedværdigende. Jeg havde altid klaret mig selv og hvis jeg havde haft et valg, havde jeg jo arbejdet. Jeg følte de så mig som en snylter, der bare ville have mere. Jeg magtede ikke flere møder, men havde ikke et valg. Derfor begyndte LA at gå med mig. Når hun var der følte jeg mig mere tryg ved situationen. Jeg vidste hun ville støtte mig og stoppe dem, når de gik over stregen. Hun gjorde det også lettere at ignorere sneglene, der bevægede sig rundt blandt sagsbehandlerne. Jeg var så bange for nogen skulle komme til at træde på én af dem. Bare tanken fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close