Foråret med T var skønt, det så ud til vi passede godt sammen. Min tryggeste base var min seng, og den blev kun mere tryg af at han lå der med sin computer og dårlige jokes. Han så mig kradse i tapetet og freake ud over sneglene, men han blev. Der var heller ikke noget drama eller skænderier, og dét var nyt og meget mærkeligt for mig. Jeg øvede mig stadig i at komme i Super Best sammen med LA. Det var en langsommelig affære og jeg havde stadig ikke prøvet at købe noget. Det værste var når angsten allerede meldte sig i grøntsagsafdelingen lige inde for døren. Så skulle man gennem hele butikken, før man kunne komme ud og trække vejret. LA var den bedste støtte. Hun var altid helt rolig og bevarede overblikket. Jeg vidste hun ville få mig ud i god behold, men jeg glædede mig til at gå der med T og købe ind helt normalt.
B havde friet til A i Berlin. Jeg var så glad og lykkelig på deres vegne. Desværre betød det at de skulle flytte. Helt til Norge hvor A var fra. Jeg var ulykkelig. A var min bedste veninde og vi havde været igennem ALT sammen, siden vi var i Australien i 2001. Jeg vidste ikke hvordan det det skulle gå uden hende. Da jeg var indlagt kom hun på besøg. Hun havde Elle og Marabou med. Det regnede den dag hun skulle komme. Iskold februar-regn stod ned i stænger. A for vild på hospitalsgrunden og da hun endelig nåede frem, var hun drivvåd. Der stod hun med sine store, smukke, meget blå øjne og dryppede. Jeg blev rørt helt ind i hjertet. Det var det bedste besøg, selvom A ikke nåede at tørre inden besøgstiden var slut. Og nu skulle hun altså flytte.
Værelset de boede i, stod ikke tomt længe. Min veninde R, som jeg havde mødt på cafeen, manglede et sted, da hun var i et skrantende forhold. Hun flyttede ind med det samme. Selvom det var noget helt andet, var det rigtig godt. Vi hyggede i køkkenet med øl og madlavning, eller hang ud i stuen. Jeg var oftest tidligt nok oppe til at drikke en kop kaffe med hende, før hun skulle på arbejde eller i skole. Det var et fint lille kollektiv og om sommeren fik vi en ny beboer. Selvom vi kun havde været sammen i et halvt år, syntes T det var åndssvagt at betale to huslejer når vi alligevel altid var hos mig og han meddelte at han flyttede ind. Åh Gud, lad det gå godt, tænkte jeg.
På OPUS gik jeg i forskellige grupper, bla psykoedukation og social færdighedstræning. Jeg sugede viden til mig. Jeg tænkte at viden var mit bedste forsvar og mit bedste våben mod sygdommen. Jeg lærte også meget om medicin. Det var vigtigt at mærke efter og vide hvad der var sygdom og hvad der var bivirkninger. Selvom jeg kun var på OPUS 1-2 gange om ugen, så jeg det som en fuldtidsbeskæftigelse. Mit sind var fange af sygdom og medicintåger, og det ville jeg ikke acceptere. Jeg kunne nok ikke blive rask, men jeg ville som minimum have det bedre.
rebekkabildt.dk 