Forholdet

Det var i starten af december jeg havde mødt T første gang. Vi sås nogle gange mere inden jul, hvor han tog op til sine forældre og jeg tog ud til mine. Det gik godt. Vi havde det så hyggeligt og han fik mig til at grine. Det havde jeg brug for i mit liv. Jeg var helt ærlig omkring min sygdom og min situation og hvordan det begrænsede min dagligdag. Hvis det bekymrede ham, viste han det ikke. Det virkede som om han virkelig ville mig, på trods af alt det. Han så igennem det og så mig. Det var en vidunderlig følelse. Han fandt den gamle mig frem, blandt sygdom og dårlige minder, og mindede mig om at jeg var andet og mere end hende den psykisk syge. Det ville jeg altid være ham taknemmelig for. Ligemeget hvad der skete.
Efter Nytår mødtes vi på Snork. Vi hyggede os virkelig, men jeg måtte vide hvordan han havde det, inden jeg lod mig selv føle noget. Jeg spurgte om han ville kunne blive forelsket i sådan en som mig? Nej, kom det prompte. Mit hjerte sank og jeg følte blodet løbe fra mit hoved. Jeg indså det var en joke. En dårlig, akavet joke. Men det var for sent. Angstniveauet steg, langsomt men sikkert. Det kulminerede i Kebabistan, mens vi ventede på vores mad. Jeg måtte væk. Jeg følte jeg skulle dø. Jeg gik. T kom løbende efter mig. Vi gik hjem i tavshed. Jeg havde det så dårligt at jeg ikke kunne skjule det. Jeg var bange for at skræmme ham, men jeg havde mistet kontrollen. Da vi endelig nåede hjem, løb jeg ind til kaninerne jeg langtids-passede. Jeg kælede dem og snakkede til dem. Det gav mig ro. Alt dette så T. Kan jeg det her? Havde han tænkt på gåturen hjem dagen efter. Heldigvis var svaret, ja.
Efter noget tid sagde T at han ikke syntes vi sås nok. Jeg blev forvirret, vi var jo sammen mindst en gang om ugen? Jeg vidste ikke om jeg havde overskud til mere. Han sagde at vi jo ikke behøvede at lave noget hver gang, men at vi skulle ses mere for at lære hinanden bedre at kende. Han skulle ikke underholdes, men ville gerne bare være sammen med mig. Vi prøver, tænkte jeg. Næste gang havde han sin computer med. Så lå vi der, med hver vores computer og så fjernsyn. Det var herligt. Det her kunne jeg godt, det her havde jeg bestemt overskud til. Midt i februar havde vi snakken. Vi blev kærester.

Jeg skulle til møde på kommunen. Selvom jeg var ”syg på kontanthjælp” skulle jeg møde op på kommunen hver tredje måned. Det var mit første møde i kontanthjælps-regi og Jeg var nervøs, jeg vidste ikke hvad jeg kunne forvente. Man kan slet ikke se du er syg, sagde damen. Hvad skulle jeg sige til det? Neeej, sagde jeg tøvende, det kan du måske ikke. Kan du arbejde igen? Spurgte hun så. Næh, det tror jeg ikke, svarede jeg. Ok, god bedring. Mødet var slut. Jeg gik noget forvirret derfra.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close