Det var efterår. Det var mærkeligt ikke at have noget arbejde. Det havde jeg aldrig prøvet før. Siden jeg begyndte at synge i kirken som 11 årig og få penge for det som 13 årig, havde jeg altid haft ansvar. Noget at stå op til. Jeg havde det egentlig fint nok med det. Jeg fyldte mine dage med små projekter. OPUS tog også meget af min tid. LA og jeg øvede det med supermarkedet. Det gik meget langsomt. Jeg var kun lige nået ind for begge skydedøre. Jeg syntes det var hæsligt at være der, men det med grønthandler, slagter og kiosker gik ikke i længden. Jeg havde ellers et godt forhold til min grønthandler. På de rigtig dårlige dage behøvede jeg ikke engang gå ind i butikken, jeg stod bare i døren fortalte ham hvad jeg skulle have og så hentede han det for mig. Jeg havde mødt flere at den type mennesker på min vej og jeg blev lige rørt hver gang.
Der kom et brev fra kommunen. De mente ikke der var udsigt til at jeg blev rask og ville derfor stoppe mine sygedagpenge. Jeg skulle på kontanthjælp fra årsskiftet. Jeg var knust. Kunne man leve af det? Da vi gik konkurs fik vi hver en klækkelig gæld. Ville der være noget at leve af når alle udgifter var betalt? Jeg kunne ikke overskue det. Jeg var max presset. At arbejde var ikke en mulighed. Jeg gik til OPUS. Jeg spurgte om jeg ville komme til at kunne arbejde igen. Svaret var nedslående. Det er ikke særligt sandsynligt som det ser ud nu. Jeg kunne ikke se anden udvej end at søge førtidspension. Det gjorde ondt i mit hjerte at tage den beslutning. Jeg følte at jeg gav op, men jeg havde ikke noget valg. Jeg kunne ikke leve af kontanthjælp.
Jeg havde ikke haft en rigtig kæreste siden M. Jeg havde haft kortere forhold. Og helt korte forhold, men altså ikke en kæreste og det savnede jeg. Der var næsten gået 5 år nu, og jeg var klar. Jeg havde prøvet netdating før, men uden megen succes. Det var derfor uden de helt store forhåbninger jeg oprettede en profil. Jeg kan ikke huske hvad jeg kaldte mig, men det har helt sikkert været meget lidt kreativt. Jeg var elendig til det her. Én profil blev ved med at poppe op. Han så skide sød ud, men var lidt yngre en mig og det gad jeg ikke. Jeg blev kritisk på en lidt usympatisk måde. Det var de mærkeligste ting jeg bed mærke i. Et overbid, manglende stavekundskaber eller overivrighed. Hvad mon ikke folk tænkte om mig? Følte samtidig lidt jeg solgte katten i sækken. Det var helt sikkert ikke et sted for mig, men ham der, ham der så så sød ud. Ham måtte jeg lige tjekke først. Jeg klikkede ind på hans profil. I guder han havde meget på hjerte. Hans profiltekst var lang som et ondt år, men så fin. Han sluttede af med at skrive at han i virkeligheden var 40! What? Så var han jo ikke yngre end mig. Jeg skrev til ham.
rebekkabildt.dk 