Diagnosen

Da terrassen stod færdig i Sverige, tog jeg hjem til Danmark for at starte i OPUS. Jeg skulle gå der i 2 år. Jeg var spændt på hvad, der skulle ske. Jeg fik en kontaktperson, LA, der havde været med til det første møde. Hun var lidt ældre end mig og så var hun meget smilende og rolig. Vi to skulle samarbejde om at få mig rask igen. Indtil videre havde sygdommen kun udviklet sig til det værre. Det skulle forhåbentlig stoppes nu. Jeg var så træt og syg.

Den næste tid var der utrolig mange samtaler. Jeg fortalte ALT. Om sneglene, bylderne og angsten, men jeg fortalte også om min egen verden. En fantasiverden jeg skabte som helt lille, da jeg kedede mig i skolen. Alt kunne ske i den verden. Det var kun min egen fantasi, der satte grænser. Jeg elskede den verden og hoppede glad derind hvor som helst og når som helst. Jeg brugte senere den verden som en flugt fra alt det forfærdelige, der skete i mit liv. Især, da jeg var sammen med M, blev den vigtig for mig. Det var mit frirum, mit helle.

Jeg startede i social færdighedstræning. De andre snakkede om deres diagnoser. Jeg havde ikke fået nogen endnu. Måske havde jeg ikke en diagnose som sådan? Til mit næste møde med overlæge JH spurgte jeg hende. Du har skizotypi, sagde hun. Skizotypi? Hvad var det? Inden jeg startede på OPUS, havde jeg aldrig hørt ordet. Hun fortalte og forklarede, jeg hørte skizofreni-light. Jeg måtte hjem og Google.
Jo, den var god nok. Moderat skizofreni. Pyha hvor var jeg lettet over det ikke var rigtig skizofreni. Den havde ikke været god.

Det blev tid til at LA og jeg skulle lære mig at gå i supermarked. Jeg havde på dette tidspunkt ikke været i et supermarked i to år. Jeg havde udset mig det vi skulle arbejde med. Det var en Super Best i Matthæusgade. Den så så fin ud udefra og jeg havde aldrig været i en Super Best før. Jeg skulle møde LA foran min gadedør og vi skulle sammen gå derover. Jeg var så nervøs, men på gåturen derover snakkede vi om løst og fast og det beroligede mig lidt. Vi ankom. Pulsen steg. Vi gik helt hen til indgangen. Dørene gik op, jeg følte jeg blev suget ind. Panikken satte ind, jeg måtte væk. Ligemeget hvor, bare væk. Vi gik. Jeg var noget nedslået. Det var ikke gået helt som da jeg udspillede scenen i min egen verden. Det kan godt komme til at tage noget tid, sagde LA. Vi må tage det i dit tempo.

Jeg gik hjem i seng, hvor der var trygt og godt. Jeg så mig omkring. Kradsemærkerne på tapetet havde bredt sig. Nogen af dem var så højt oppe, jeg måtte have været oppe at stå. Jeg mindedes det ikke. Tænk at jeg ikke kom ind i Super Best. Taber. Hvor svært kunne det være. Følelsen af angst, da dørene åbnede sad i mig. Ville jeg nogensinde kunne tage skridtet og gå ind? Det blev jeg nødt til. Jeg måtte arbejde hårdt på sagen. Jeg måtte vinde over angsten. Andet var ikke en mulighed.