OPUS

Det var en solrig eftermiddag, da det stod klart. Investoren trak sig fra projektet. Vi skulle bruge 4 millioner for at føre firmaet videre, og det turde han ikke investere. Det stod os frit for at søge en ny investor, men det var ikke en mulighed. Vi havde kæmpet det, der skulle kæmpes. Vi tog hjem til C alle tre. Vi drak øl, og tudede og fortalte røverhistorier om gamle dage i firmaet. Det var en værdig afslutning. Vi havde gjort hvad vi kunne.

Mens vi afviklede firmaet, sagde PC at hun ikke kunne hjælpe mig i det omfang jeg havde brug for. Hun ville finde en bedre løsning. Hun lovede mig jeg ikke ville blive indlagt. Jeg lovede hende jeg ikke ville få et arbejde lige med det samme. Det var en stor lettelse. Bylderne i tapetet var blevet værre og jeg sov dårligt. Sneglene holdt angstniveauet i top om dagen. Samtidig var det blevet rigtig svært for mig at være udenfor. Jeg følte jeg trak vægten af bygningerne når jeg gik, som om der var køkkenfilm foran mig jeg skulle skubbe. Jeg var derfor bange for at jeg gik mærkeligt. Jeg ville ønske jeg var usynlig eller slet ikke var der. Det var opslidende ikke at kunne stole på at det man så, var der i virkeligheden. Jeg vidste jo at ingen andre så snegle og bylder, men de var virkelige for mig.

PC havde dårlige nyheder. Det første behandlingssted hun havde kontaktet, havde afvist mig. De ville ikke engang se mig. Nu prøvede hun et andet sted og da det lå på det hospital, jeg havde været indlagt skulle de se mig. Min far kørte mig derhen. Han sad i venteværelset og arbejdede mens de viste mig rundt og fortalte om afdelingen. Man skulle komme hver dag! Jeg blev helt træt ved tanken. Jeg ville hjem. Jeg fik et halvtredssiders spørgeskema med hjem, jeg så skulle besvare og sende til dem dagen efter. Jeg var målløs. Det syntes en uoverkommelig opgave, men jeg fik det gjort. Nu var det bare at krydse fingre, eller … jeg havde jo slet ikke lyst. Bare cykelturen hele vejen til Nordvest var helt uoverskuelig, men jeg vidste jeg behøvede hjælp og måtte gøre hvad der gøres skulle. De kunne ikke hjælpe mig, jeg var for syg. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. PC havde et sidste forslag, OPUS, men hun var i tvivl om jeg var for gammel. Det var jeg ikke og de kunne se mig snart. Jeg havde en god fornemmelse, men turde ikke håbe på noget.

Der kom en sygeplejerskestrejke i vejen og vi kom hen på sommeren, før jeg kunne komme til samtale. Selvom jeg var i Sverige og bygge en terrasse, tog jeg hjem til Vesterbro i et døgn for at tage til samtalen. Jeg var desperat efter at få hjælp. Jeg skulle til møde med sygeplejerske LA og overlæge JH. I løbet af samtalen sagde de at de godt kunne hjælpe mig, at jeg passede ind dér. Jeg var lykkelig. Da jeg kom hjem googlede jeg stedet. Jeg havde bevidst ikke gjort det før. “I OPUS-teamet arbejder vi med tidlig opsporing og behandling af unge voksne med psykose”. Jeg vidste ikke hvordan det var sket, men dér passede jeg ind. Det var dér jeg kunne få den hjælp, jeg så desperat søgte.