I dag er det 2 år siden din begravelse. Det var en smuk dag. Selvom vi skrev d. 15. September var det varmt og solen skinnede. Dagene siden din død havde været forfærdelige. Savnet var ubærligt og tanken om at jeg aldrig skulle se dig igen, kunne jeg ikke tænke til ende. Min højt elskede mor, hvorfor skulle du forlade mig. Hvorfor nu. Den morgen du døde, samledes vi alle på din hospitalsstue. Vi snakkede, drak kaffe og græd. Vi blev der i flere timer, din bedste veninde kom også forbi. Det var så uvirkeligt, da vi gik fra dig. Jeg var i en døs. Hvordan skulle dette kunne gå? Jeg havde været igennem meget, men dette slog alt.
Vi ankom tidligt til kirken. Min ene bror og jeg havde valgt at se dig en sidste gang. Bedemanden åbnede kisten og der lå du. Men du var der ikke, du var taget videre. Vi lagde roser og den ring min søster og jeg gav dig i fødselsdagsgave ned til dig. Kisten blev lukket. Lidt efter begyndte folk at ankomme. De kom imod mig med åbne arme og et trist, medlidende udtryk i ansigtet. Jeg kunne ikke holde sammen på mig selv. Gråden overtog hele kroppen. Jeg satte mig ind i kirken. Der var så utrolig mange blomster. 90% var lyserøde og pink. De kendte dig godt. Jeg kunne mærke kirken fylde op bag mig. Der var ikke nok plads så våbenhuset blev også taget i brug. Jeg vidste T sad et par rækker bag mig. Jeg manglede ham ved min side. Der var et par tomme pladser helt foran på den anden side af kisten. Kirketjeneren fik nogen til at gå op og sætte sig der. Det var to af mine kære veninder. De havde også været der, i den samme kirke til vores bryllup 3 måneder tidligere. Det fyldte mig med varme.
Orgelet satte i gang. Nu var det nu. Min mors begravelse. Jeg anstrengte mig for at holde sammen på mig selv. Far havde valgt de smukkeste salmer, men jeg kunne ikke synge med. Præsten talte, det var surrealistisk at det var dig han talte om. Pludselig fløj en sommerfugl ind ad vinduet. Den fløj rundt om præsten, smuk, stædig og insisterende. Vi sang den sidste salme og til tonerne af Når jeg ser et rødt flag smælde, bar vi dig ud. Der var næsten ikke plads på grund af alle de mange blomster. Vi kom til din grav, en anden måtte overtage min plads ved kisten, jeg kunne ikke mere. Min søster stod ved min side. Hun græd også. Vi smed roser ned til dig og så var det slut.
Bagefter var der gravøl i menighedsrådets lokaler og tilstødende have. Alle dine venner var der, og dine gamle kollegaer. Du ville have elsket det. Efter et par timer var de sidste gået og vi gik hjem til far. Det var mærkeligt at du ikke var der. Vi spiste sammen ude i haven og så var den dag slut. Vi havde sagt farvel.
rebekkabildt.dk 