Psykiateren

PC havde kontor på strøget ved Kongens Nytorv. Jeg var meget nervøs mens jeg sad og ventede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente, men jeg vidste jeg skulle være ærlig. Helt ærlig. Selvom SK havde gjort mig bange for medicin, var jeg slet ikke i tvivl om at jeg havde brug noget stærkere end de antidepressiver jeg tog. Jeg havde indset at jeg var mere syg end jeg først troede. Døren gik op, der var hun, PC. Hun så venlig ud. Da vi kom ind på kontoret så jeg loftet. Åh nej! Det var sådan et med flere kvadrater og hvert kvadrat havde en masse huller. Jeg begyndte at tælle. Hvis jeg nu talte hullerne i et kvadrat og så gangede op med antal af kvadrater. Hvad laver du, spurgte PC. Jeg tæller hullerne. Jeg havde jo lovet mig selv at være helt ærlig. OK, er der en grund til det, spurgte hun. Jeg fortalte det gav mig ro. Er der andet du SKAL gøre, spurgte hun. Skal og skal sagde jeg, men jeg kan ikke gå hjemmefra uden at tage nøglen op af tasken 5 gange, men det er jo bare sund fornuft. Jeg fortalte også om sneglene. Jeg gik derfra med en ny recept på Seroquel og en ny diagnose udover angst, OCD. Vigtigst af alt gik jeg derfra med håb. HUN kunne hjælpe mig. Det kunne jeg mærke.

I firmaet gik det godt. Udover S havde vi fået en investor. Halleluja. Pludselig kunne vi trække vejret lidt bedre og grine lidt mere. Vi havde også fået fornyet håb. Modemessen nærmede sig, men denne gang skulle C ikke sy den selv som hun plejede. Den skulle produceres i Kina. Happy days. Vi skulle ikke knokle lige så hårdt som vi plejede op til en messe. Der opstod problemer med fabrikken og en lille uge før messen stod det klart. Kollektionen kom ikke hjem. Om den overhovedet var blevet lavet var tvivlsomt. S, som var sælger, var noget presset. C og jeg måtte spænde hjelmen og sy hele kollektionen på en uge, men vi kunne ikke. Vi magtede det ikke. Så der stod vi på messen med meget lidt tøj at vise. Investoren var ikke imponeret, men det var jo ikke vores skyld, og vi troede alle stadig på projektet.

Jeg så PC med jævne mellemrum. Hun var bekymret for min vægt. Siden udskrivelsen og Zyprexaen havde jeg tabt de kilo jeg havde taget på og mere til. Den var helt gal med sneglene. Hun sørgede for jeg fik proteinshakes fra apoteket. To af dem om dagen og så var det fint. Jeg havde i mine unge dage haft en spiseforstyrrelse, men det her føltes anderledes. Jeg ville gerne spise, men jeg var for angst. Min mave føltes konstant som en knude og mad gav mig så meget uro at jeg måtte kaste op. Jeg blev sat op i Seroquel og det begyndte at hjælpe på det. Jeg tålte Seroquel meget bedre end Zyprexa, så hvorfor blev jeg ikke rask? Vi havde flyttet firmaet ud til investoren i Søborg, så jeg havde fået min lejlighed igen. Den lejlighed jeg boede i med M. Der hvor alt det grimme skete. Der hvor jeg gik i stykker. C og S overbeviste mig om at det var tid til at flytte. Jeg fik en stor lejlighed på Vesterbro og 1. Januar 2008 skulle jeg flytte derhen sammen med min bedste veninde A og hendes skønne kæreste, B. Jeg glædede mig. Jeg vidste det ville blive fedt, for jeg havde boet sammen med dem før på Ørnevej. Begyndte det ikke at lysne lidt?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close