Sneglene

Dagen efter udskrivelsen fik jeg en lang liste over butikker, der skulle ringes til. C sad med en tilsvarende liste hjemme hos sig selv og hun fik hjælp af S. Jeg vidste ikke hvem S var eller hvorfor hun hjalp, men jeg turde ikke spørge. Jeg var bange for at jeg havde fået det at vide og bare ikke kunne huske det. Da jeg endelig mødte S, forstod jeg C’s beslutning om at tage hende ombord. Hendes energi var så glad og levende og hun havde et smil, der var umuligt ikke at gengælde.Nu var vi tre. Det skulle nok gå.

I løbet af de næste måneder fik jeg det værre. Især sneglene var et problem. Store slimede armygrønne skovsnegle med store lyserøde læber. Da jeg begyndte at se dem, troede jeg det var bakterier. Jeg afsprittede mit køleskab igen og igen, men de blev ved med at komme tilbage. Det blev sværere og sværere at spise noget fra køleskabet. Alt skulle pakkes ekstra ind og hvis jeg så en snegl på det, røg det ud. Jeg begyndte at købe alting så småt som muligt, efter råd fra SK. Helst undgik jeg køleskabet. Der kunne gå dage uden det blev åbnet. Men angsten forsvandt ikke, selvom jeg ikke åbnede køleskabet. Jeg vidste jo sneglene var der.

Første gang jeg så en snegl uden for køleskabet var i Netto. I køledisken. Jeg var ved at skrige. Angsten overtog fuldstændig min krop. Jeg rystede over det hele og mit hjerte gik helt amok. Jeg begyndte at græde. Jeg mistede kontrollen over min krop og måtte lægge mig på gulvet. Der lå jeg i fosterstilling. De andre kunder og personalet begyndte at samle sig om mig. Jeg kunne ikke få luft. Jeg ville hjem. De begyndte at snakke om at ringe efter en ambulance. Jeg gik i panik. Jeg havde jo lovet mig selv jeg aldrig at skulle indlægges igen. Jeg fik kommunikeret at det “bare” var angst og at det nok skulle gå over. Lidt efter gik jeg tomhændet hjem. Det var sjovt nok ikke denne episode, der skulle få mig til at boycotte samtlige supermarkeder.

Vi knoklede videre, C, S og mig. Vi havde værksted og base i min stue. Det var dejligt, for det betød jeg ikke skulle ud i verden så tit. Verden var blevet et mere og mere skræmmende sted. Jeg havde en konstant følelse af angst og uro i kroppen og jeg måtte finde på alle mulige måder at holde den slemme angst, panikangsten, nede. Jeg begyndte at tælle. Jeg talte alt, fliser, streger, mennesker eller hvad der nu var på min vej. Tallene beroligede mig ligesom da jeg var barn og nogengange talte mig i søvn.

Der var ca 3 måneder til jeg skulle møde den nye psykiater, PC. Egentlig havde jeg ikke regnet med at få brug for aftalen, da jeg lavede den og nu var den så uendelig langt væk. Kunne jeg have det sådan her i tre måneder? Nej! Jeg ringede igen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men på én eller anden måde fik jeg forklaret mig så jeg fik en tid ugen efter. Jeg bad til at hun ikke var ligesom SK og Zyprexa var denne gang IKKE en mulighed. Så meget vidste jeg.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close