Udskrivelsen

Jeg begyndte at finde mig til rette på den nye afdeling, men rutinerne havde jeg det stramt med. Udover at sygeplejerskerne kom ind på stuen om natten, med jævne mellemrum, skulle vi også lave gymnastik hver morgen. Jeg var ikke lige gymnastik-typen, og det fyldte mig med gru, hver gang det var ved at blive min tur til at finde på en øvelse, vi skiftedes. Det var tortur. Jeg ville hjem.

Mine forældre var på ferie, da jeg blev indlagt, men kom på besøg ligeså snart de kom hjem. Jeg sad og ventede på de skulle komme. Endelig var de der. Min mor gjorde alt for at være tapper, men hendes øjne afslørede hende. Hun var ked af det. Vi gik en tur og de hjalp mig med at komme i Brugsen og købe lidt. Jeg havde på det tidspunkt ikke sat mine ben i et supermarked i et halvt år. Jeg var angst. Alt var i bevægelse, alt kom i mod mig. Mine forældre havde klaret mine indkøb længe. Hver fredag efter arbejde kom de ind med varerne. Youghurt (I små bægre på grund af sneglene) og müsli, kaffe og mælk. Smøger og alt andet kunne jeg købe i kiosken. Supermarkeder var fjenden. Og sneglene.

Jeg fortalte ikke noget om sneglene på afdelingen. Jeg var endelig ved at trappe ud af Zyprexa og det ville jeg ikke ændre på. Modemessen nærmede sig. Den travleste periode på året. Jeg måtte jo hjælpe C. Vi skulle i IKEA. C hentede mig på afdelingen. Jeg følte jeg skulle dø. Alle vægge, gulve, lofter og varer var i bevægelse. Jeg kunne ikke fokusere. Jeg begyndte at svede og ryste. Da jeg kom tilbage til afdelingen spurgte de hvordan det var gået. Fint, sagde jeg med et smil og gik ind på mit værelse og græd. Ligesom dengang i Netto, lovede jeg mig selv ALDRIG at sætte fod i IKEA igen.

Modemessen var et helvede. Sammen med to andre firmaer havde vi ansat en sælger. Jeg kunne ikke lide hende. Jeg kunne ikke holde ud at være der. Jeg kunne ikke noget. Jeg spiste stærkt beroligende og var i en døs. Jeg var ikke sikker på jeg kunne det her. Jeg tog hjem til afdelingen. Inden jeg gik ind tog jeg en dyb vejrtrækning og puttede mit bedste ansigt på. Jeg fortalte sygeplejerskerne om alt hvad jeg havde oplevet og de spændende mennesker jeg havde set. De grinede og spurgte nysgerrigt. Jeg solede mid i deres beundring. På værelset brød jeg sammen. Kunne jeg det her?

Efter godt en måned tog jeg min sidste Zyprexa. ENDELIG! For nu kunne jeg vel blive udskrevet. Jeg var noget bagud. I firmaet. I livet. Vi synes det ville være en god ide at blive her lidt længere, sagde de. Nej tak, jeg har det fint. Jeg lovede dem at ringe til PC, en psykiater de sagde var god. Hun havde tid 5 måneder efter. Jeg var fri og lovede mig selv ALDRIG at blive indlagt igen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close