Sygdommen

Jeg var i chok. Lægen havde slet ikke nævnt mit hjerte. Jeg sad i min lejlighed på Ørnevej og stirrede på listen over psykiatere, ét af dem var der en cirkel omkring, SK. Min mor havde set en artikel om ham i Alt for damerne, der var et billede. Han så venlig ud. Jeg ringede og fik en tid måneden efter. Det var fint nok, jeg havde ikke travlt. Jeg vidste ikke hvad der i gang i i min hjerne.

Vi knoklede videre i firmaet, men cafeen måtte jeg stoppe på. Det var en lettelse kun at have ét job, ét sted at lægge sin energi, ét fokus. C og jeg “fejrede” min nyerhvervede frihed med ekstra lange dage i kælderen under butikken. Det skulle nok gå. Jeg var jo begyndt at spise antidepressiver og de skulle jo gøre nok mig rask. Jeg så det nok lidt som en penicillinkur. En periode med dem og så var alt godt.

Dagen kom, kvor jeg skulle hen til SK. Jeg cyklede fra kælderen i god tid. Jeg sad i venteværelset og forberedte mig. Jeg var usikker på hvor meget jeg skulle sige. Jeg ville jo gerne gøre et godt indtryk og han skulle helst ikke tænke jeg var sindssyg. Sneglene? Skulle jeg nævne dem? Døren gik op, der stod han. Shit, jeg var nervøs. Jeg præsenterede mig selv som havde han været en bankrådgiver, der skulle låne mig en million. Hvordan har du det? Spurgte han. AD HELVEDE TIL, JEG ER GÅET I STYKKER! Råbte min hjerne. Jamen jeg har det da OK, hørte jeg mig selv sige, jeg er bare lidt udkørt. Tårerne brændte i mine øjne. Jeg ville ud! Jeg tog imod recepten og lovede at komme tilbage ugen efter. Jeg nævnte ikke sneglene.

Da jeg stod på apoteket, spurgte damen om jeg havde taget antipsykotisk medicin før? Antipsykotisk medicin! tænkte jeg, hvad fanden foregår der? Næh, sagde jeg. Du kan godt blive lidt træt i starten, sagde hun. OK, sagde SK ikke også noget om at jeg trængte til søvn? Jeg købte dem og smuttede tilbage til kælderen. Den aften tog jeg min første Zyprexa.