Medicinen

Natten efter den første Zyprexa sov jeg 15 timer. Det var tiltrængt, men jeg tænkte at det havde jeg jo ikke tid til. Jeg havde jo et liv! Jeg havde ikke forstået at jeg skulle tage dem hver dag. Det gik først op for mig da jeg kom tilbage til en lettere irriteret SK. Du SKAL jo tagee dem, hvis du vil have det bedre, sagde han.

Jeg tog dem, men jeg fik det ikke bedre. Faktisk fik jeg det værre. I desperation satte SK jævnligt dosen op. Jeg begyndte også at tage dem om morgenen før jeg tog på arbejde. Derudover fik jeg oxazepam, et stærkt beroligende middel. Jeg fik det værre. Og det begyndte at kunne ses. Jeg så bekymringen i min familie og venners øjne. Jeg havde ikke længere nogle ansigtsudtryk, jeg kunne hverken grine eller græde og jeg tog lynhurtigt 10 kg på. SK ville have mig indlagt. Måske skulle han selv tage et par Zyprexa!? Jeg havde på ingen måde ikke tid eller overskud til noget af det, der foregik. Slet ikke en indlæggelse.

Jeg husker ikke den jul, men nytårsaften holdt jeg hos et vennepar på Østerbro. Hele aftenen var jeg tilskuer. Samtalerne gik for hurtigt til at jeg kunne være med. Hver gang en person grinte eller jeg hørte lyden af bestik mod en tallerken, sendte det en bølge af ubehag gennem mig. Jeg ville hjem, men det regnede og jeg vidste det ville blive umuligt at få en taxa. Jeg havde min cykel og selvom jeg ikke ville andet end hjem, kunne jeg hverken finde mod eller energi til at cykle hjem til Ørnevej. Heldigvis ville en af mine veninder, Lille A, gerne hjem ved ettiden. Hun boede i samme kvarter så jeg smuttede med hende hjem og sov. Det var dog ikke mange timer jeg fik. Jeg var begyndt at sove dårligt igen. Lille A blev forskrækket da hun vågnede. Jeg lå og stirrede op i loftet.
Da jeg kom tilbage til SK, satte han min dosis op igen.

Hver dag handlede om overlevelse. Det var en ekstra hård tid i firmaet. Vi havde ingen penge og på grund af travlhed og træthed havde vi lukket butikken på Store Kongensgade og flyttet værkstedet hjem til mig. Vi skulle på arbejdstur til Istanbul. Jeg var træt. Jeg havde konstant lyst til at skrige eller græde, så træt var jeg. Det sank heller ikke ind at jeg inden turen måtte købe nyt tøj, fordi jeg havde taget på igen. Jeg kunne ikke mere. Da jeg kom tilbage til SK sagde han, jeg kaster håndklædet i ringen. Du skal indlægges.