Indlæggelsen

Så sad jeg der. På psykiatrisk skadestue! Hvad var der sket, hvordan var jeg havnet her? Jeg var ikke alene, Lille A var der. Jeg kunne ikke magte de andre patienter, der ventede, så jeg fokuserede på Lille A. Hun så godt ud, havde pels på. Hun sad med den retteste ryg jeg nogensinde havde set og krammede sin taske. Hun syntes nok det var lige så ubehageligt at være der som jeg gjorde. Der var en teenage pige, der havde det rigtig dårligt. Hendes mor prøvede at berolige hende. Jeg fokuserede på Lille A.

Så blev det min tur. De tog blodprøver og målte blodtryk. Jeg ænsede det ikke. Lægen stillede en masse spørgsmål, jeg hørte mig selv tale, men jeg ved ikke om jeg svarede på de rigtige spørgsmål. Jeg ville ikke være der! Jeg ville væk, ligemeget hvor, bare væk. Der var snegle. Ikke mange, men nok. De boede for det meste i mit køleskab, men nogen gange slap de ud. En portør kom for at følge mig over på afdelingen. Lille A gik med. Vi sad i opholdsstuen og ventede. Troede ikke det var muligt, men Lille As ryg var mere ret! Hun sad i sofaen, selvom det var meget lidt af hende, der faktisk rørte den, men hun var der. Hun var der for min skyld. Jeg var rørt og taknemmelig.

Jeg blev vist ind på min stue. Jeg skulle dele med to andre. De var der, men præsenterede sig ikke. Jeg var ligeglad. Jeg satte mig på min seng. Det var svært at se Lille A tage afsted uden mig, men hun måtte ikke blive. Lægen have lovet jeg kun skulle være på denne afdeling, indtil der var plads et andet sted. Jeg gik ud for at ryge. Der var gitter rundt om balkonen. Jeg var fanget og der var snegle. Jeg tog et grådigt hvæs og gjorde alt for at holde tårerne tilbage.

Den nat lukkede jeg ikke et øje. Damen i nabosengen snorkede så højt, væggene vibrerede, men det var ikke derfor jeg ikke kune sove. Jeg var bange. Bange for hvad der skete i min hjerne, bange for omgivelserne og bange for mig selv. Jeg var ikke sikker på jeg kunne det her. Næste morgen var alt præcis lige så forfærdeligt som det var aftenen før. Afdelingen var hæslig. Hver væg havde sin egen skrækkelige farve. Mine øjne kunne ikke finde ro. De kiggede på mig, de andre. Jeg kunne mærke det, men jeg magtede ikke at snakke. Jeg ville hjem, men jeg måtte ikke. Du har brug for ro, sagde de. Ja, tænkte jeg og savnede min rolige lejlighed med hvide vægge.

Efter et par dage blev jeg flyttet over på en stress-afdeling, hvor jeg fik mit eget værelse. Halleluja! Farverne var lyse og venlige og der var ingen gitre. Jeg blev taget godt i mod, og begyndte allerede første dag at snakke lidt med de andre. Det skulle nok gå.